De glemsomme

Jeg kunne bruge oceaner af tid på at gå rundt i naturen. På de mange grusveje glimtede stenene som tårer imod mig. Jeg gik forbi det kæmpe egetræ, der bugnede over den halve himmel med sin krone. Jeg tænkte på, at menneskerne sov, de var glemsomme. Jeg kiggede tværs over søen på de vågne huse imellem træerne, som om de vidste noget. Jeg gik videre forbi bommene på den lille sti. De var ikke en forhindring, men tippede mig om en uforklarlig tone i mørket. Jeg læste det nærmere som en stilhed. Den stilhed, som vi alle higede efter. Men verden var på vej ind i en storm. Kunne jeg dog bare gøre tegn, fortælle folk om det lille punktum, som vi i virkeligheden var. Jeg var ensom med de tanker, men derude et sted i natten dansede min sjæl i en vild dans! Og de glemsomme var stille spørgsmålstegn i blæsten.

Forslået, men i live tonsede jeg frem mod skoven bag søen, der hvor evigheden aldrig rigtigt sagde stop, fordi den netop var det, den var. Hvorfor var krige interessante? Hvorfor var ødelæggelse spændende? Var det ikke bare en ring der aldrig fuldførte sig selv?

Jeg talte med gud om det den anden dag. Jeg sagde til ham, at jeg havde en drøm om at forstå meningen med det hele, og stillede ham et spørgsmål.
”Jeg forstår ikke meningen bag alt det du har skabt, hvorfor kan jeg ikke se det?”
Men gud svarede med al sin erfarenhed.
”Men du er jo en sommerfugl. Fra det tag derhenne, ville du kunne se lidt længere.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *