Diamantpigen


Et eventyr udspillede sig engang i det mørke Jylland.

En dag faldt en ung pige ned i et mørkt hul. Efter hun var faldet, forsøgte hun desperat at grave sig op igen. Hun famlede rundt i blinde, men jo mere bitter hun blev, jo mere desperat blev natten i hendes hoved.

En dag kom en tilfældigt rejsende forbi, hun stoppede ved hullet og kiggede ned. Det var vinter, og kulden var bidende.

”Skal jeg hjælpe dig op?”

Pigen strakte sig ud, men ved hver en bevægelse hun gjorde, så det ud til at gøre ondt. Hun var ved at strække hænderne ud, men midt i bevægelsen, stivnede hun forkrampet. Hendes ord var meget lave, næsten hviskende, men alligevel kunne man tydeligt høre at hun nærede tvivl.

”Hvorfor skulle jeg tro dig? Historien her melder intet om hvem du er! Du er en trolddom som sædvanlig! Forsvind fra mit eventyr!”

Den kvindelige rejsende gik fornærmede videre.

Natten lagde sig som kvælende velour om pigen.

En sen eftermiddag, kom en healer gående og standsede da hun så hullet. Hun kiggede ned og fik øje på pigen. Hendes taske gled ned på skulderen, da hun satte sig i mediterende stilling. Himmelen over dem var tonet over i lun mørkeblå, og solen stod på hæld med gyldne stråler, men pigen bemærkede det ikke.

Healeren bad en bøn for pigen og messede.

”Diamantpige, lad mørket falde og spred dine vinger.
Tro på at bag hver et mørkt hjørne, venter lyset.

Som diamant, gennemtving dit skøre lys!
Lad verden brænde under din fødder!
Med varme, indse da, at selv du har en plads i lyset!

Diamantpige, lad mørket falde, og træd ind og husk:
Da du som ung skinnede ud igennem og forbi de falske blikke!
Da du stod i udkanten, men alligevel var dig selv nærmest.

Lad mørket falde og tro på dine vinger!”

Pigen krummede sin krop sammen i et nej, hun var omringet af sin egen smerte. Healeren måtte give op, og gik til sidst hovedrystende videre, men med sig, sad et spor af pigen i hende. Hun ville altid huske den fortabte diamant. Sådan gik det for mange forbipasserende, der måtte gå videre, indtil vinteren vendte sig en omgang, og det blev forår.

Den første forårsdag kom en Prins gående. Han så selv lidt fortabt ud. Udtrykket i hans øjne, var som en bog med tusind sider, fyldt med historier om vinterdage og kamp til stregen. Han standsede et par centimeter fra hullet.

Pigen lå stadig i den samme forkrampede nej stilling, men da prinsen så hende, tabte han sit hjerte. Han smed alt hvad han havde i hænderne og kravlede ned i hullet til hende. Da hun hørte hans blide stemme, og mærkede hans ru, men følsomme håndflader der aede hende over sin kind, skete der noget.

Hendes øjne der havde været lukket i alt den tid, åbnede sig nu langsomt og hun strakte sig ud i et ja. Hun kiggede på prinsen.

Hendes øjne var i tårer, som to skinnende diamanter.
”Der var intet der hjalp… Hvorfor?”

Prinsen så eftertænksom ud.
”Dine øjne var lukket og du havde glemt dine vinger, fordi ingen rigtigt tog imod dig, præcis som du var. Deres hjerter kunne bløde for dig, de kunne bede alverdens bønner, men dit råb om hjælp skulle gå begge veje. Du skulle selv indse, at det var dig selv, der lukkede af for hjælpen. Omvendt skulle nogen række hånden ud efter dig, og det gør jeg nu”

Han rakte ud efter hende, og hun mærkede igen hans blide håndflade. Sammen gik de hen til stigen der hele tiden havde stået der og kravlede op til overfladen.

Skør blev hun ikke alligevel, selvom hendes øjne stadig bar på diamanthistorien.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *