Ingentingen

Da jeg var lille undrede jeg mig altid over, hvor vi kom fra, en lille stemme i mit øre hviskede: Hvorfor er vi her? Hvad skal vi lære? Min kærlighed til livet var uendelig og min undren stor. Jeg kunne bruge mange timer på at gå rundt i naturen, hvor jeg følte og sansede alting nært. I et eller omfang var jeg mere tilstede dengang, end jeg er nu, hvor Facebook er opfundet, og alverdens bekymringer ætser ind i hjernen på mig. Vi har bygget overflader så stærke og robuste, at det er svært at bryde ud. Alting er blevet så digitaliseret, at det er lige, før vi lever i en Matrix verden. Hvorfor er vi her? Hviskede stemmen igen.

Vi er fortabte væsner fanget af tidens ånd. Slaver af det uvæsentlige. Hvis vi talte mere om det, som vi har mistet, kunne det være at vi fandt det igen. I stedet taler ingen, flade konsonanter falder til jorden. Vil vi have, at vores næste generationer skal føre ingenting videre? For det er det, som jeg ser. Som i eventyret om den uendelige historie ser jeg mere, og mere hvordan ingenting i virkeligheden fylder alt for meget. Gå en tur ud i verden og se dig omkring. Mærk den dybe sol. På listetæer kravler strålerne hen over huse, haver og veje. Den har en fortælling, og dens mission er at oplyse. Se, hvordan verden er som en skyggedans. Nu er den lave sol din pejling, din sejlads i livet. Gør, hvad du føler for og drømmer om, bliv ikke bange. Hvorfor er vi her? Hviskede jeg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *