Kaotisk utopi

Ligger her i natten og smager på ensomhedens hav. Drukner lidt i det. Om nogle timer er tiden gået, som i et timeglas forsvandt det hele, sandkorn for sandkorn. Solens stråler rammer og smelter glasset. Tilbage er blot et aftryk. Ude i horisonten anes morgendagen.

Var der et billede? Var der et udtryk? Hvor forstummes du ikke derude under himmelen!? Dit ansigt er som en tåge. Det der ligger bag. Forkrampet tager jeg den glød og gør den til ild. Min stædighed, det uldne væsen, har altid været det der sparkede mig afsted. Som i en kaotisk utopi af en virkelighed, var der altid mit sande jeg. Kernen eller summen af liv. Det valgte i dage som disse at tone frem, for atter at segne i mørket over tid. Stjernerne fulgte min færd, og solen, der var håbløst bagud med at belyse områderne, var der jo hele tiden omme bag hvert et hjørne.

Jeg rakte med min spinkle sjæl ud efter sandheden. Vanviddet var nu på vej væk. I et storslået øjeblik opdagede jeg, at jeg hele tiden havde brændt, helt adstadigt, brændende, stædig som den flamme. Hvor flammer du ikke? Hviskede natten. Vægen der var antændt, svarede tilbage i ildstorm. Mit væsen. Og du verden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *