Krystaltvilling

En gammel tekst jeg skrev som 17 årig

Solen skinner på dit hår, så det står i flammer, og dit ansigt som reflekterer i ruden over for, er et månelandskab. Jeg prøver at læse dine tanker, som flyver lydløst hen over hovedet på mig. Jeg prøver ihærdigt at forstille mig, hvad der forgår bag dette gardin, der skjuler din sjæl og dine tanker. Dine øjne, som flytter sig uroligt rundt i salen og til sidst stirrer udtryksløs og tomt på solen. Du står sådan i nogle sekunder og bliver en sort silhuet, der skygger for solen. Du er nu bare en fjern skygge for mig, der stadig flagrer rundt for mit indre øje, da du flytter dig. Nu er hele salen badet i guld fra solen, alt er stille, så stille at jeg tror, du kan høre mit hjerte slå. Det banker højt og pumper blodet ud i mine årer, og jeg føler livet rullende i min krop som en nyfødt livsgnist, mens jeg ser på dig.

Jeg rejser mig op, og sætter mig ned igen, skramler uroligt med stolen og rømmer mig lidt. Prøver at sige noget, men der sker ingenting. Der kommer ikke en lyd over mine læber. Min hals og læber brænder som glødende ild. Ordene der langsomt har formet sig i mit sind, vil nå dig. Men de er lukkede inde bag en mur, som jeg ikke kan bryde ned. Nu græder du og bryder den tunge stilhed. Jeg ser din krop, der ryster og falder sammen som en byld midt på gulvet. Det føles, som om rummet har udvidet sig, og væggene pludselig har flyttet sig. Væk fra mig. Dine tårer er som en renvaskende bølge, der skyller igennem min krop og renser min sjæl. Jeg føler en lettelse, som om noget tungt er lettet fra mine skuldre. Jeg strækker hånden ud efter dig, prøver at nå dig der, hvor du er, rører let ved din fod og vækker dig til live igen med min berøring.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *