Øjeblikkeligt flammehav

Jeg bringer denne tekst, som jeg har vundet i en skrivekonkurrence med fornylig, som den gode og dygtige forfatter Lene Dybdahl arrangerede.

 

…. I et heftigt forsøg på at undgå dit blik, krydser jeg tværs hen over gulvet. Placerer mig, så du har udsyn til mit nu rødglødende hår – og det er ikke mig, der gløder. I et glasklart udtryk ser jeg dine øjne brænde og fortære mig op. Smagen af dig er på mine læber, hvor brænder du ikke? Øjeblikkeligt flammehav. Inde i mit bur føler jeg mig fanget af solskinnet i dit blik – mit skrig er tæt på at bryde ud og alt du gør er at sanse mig. Det er, hver gang jeg bryder ud, at du griber mig i frit fald. De brudte illusioner og drømmene der engang døde, lever pludselig mere end vildt, og jeg falder igen og igen. På den måde ville jeg gerne dø lidt oftere.

Et infernalsk rod opstår igen og igen. Jeg kan ikke finde rundt i labyrinter af tid. Farer vild i de mange forladte mellemrum. Indimellem er der dig. Jeg kan føle det tynde bånd, der alligevel er stærkere end stål. Det bryder alt. De brudte illusioner og drømmene der engang døde, lever pludselig mere end vildt, og jeg falder igen og igen. På den måde ville jeg gerne dø lidt oftere.

Livet er et abstrakt moment og tiden forbigående. Tag mig dog med! Der hvor alt andet er lige meget, og solen bader og oplyser det, der er. Det lille hviskende halleluja, ligger altid lige der, som ild på mine læber. Fortæl mig dog om din sjæl eller blot drej rundt og rundt, dans med mig til vi dør. Du kender min smerte, som en fortalt hemmelighed alligevel falder jeg igen og igen. Tumler rundt i mørket, føler, mærker, sanser, og i de tunge øjeblikke kan jeg ikke være i min krop. Tag mig dog med! Til et sted på en øde ø, lad os hvile i det, der er. Under det øjeblikkelige flammehav, findes der mere. De brudte illusioner og drømmene der engang døde, lever pludselig mere end vildt, og jeg falder igen og igen. På den måde ville jeg gerne dø lidt oftere, og hvis jeg skulle dø sammen med nogen, skulle det være dig.

Jeg forsvinder, når dine tårer forløses i det skrig, der aldrig rigtigt forlod dine læber. Det eneste jeg ved, er, at jeg elsker lyden af dit nærvær. Hvis du vidste, at min sjæl er et lille hviskende halleluja, og jeg hvisker igen og igen mest for mig selv dette stille halleluja.

Tag min hånd! Og lyt til mit kalejdoskopiske mønster. For det er mig og mit liv. Men det er lige meget alt sammen. De dage, hvor jeg dør lidt, er det dig, der bor i mine tanker. De brudte illusioner og drømmene der engang døde, lever pludselig mere end vildt, og jeg falder igen og igen. På den måde ville jeg gerne dø lidt oftere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *