Det tynde bånd

Begyndelsen på en roman

Jeg er i gang med at skrive en fantasyroman for unge, lidt over i den fantastiske genre også. (Spøgelsesverden – uden at røbe for meget 😉 ) Historien er fiktion, men jeg har faktisk haft nogle få nærdøds oplevelser, som det her afsnit handler om. Den ene af gangene var da jeg kom ud for en bilulykke, på det værste tidspunkt i mit liv. Jeg var 17 år, bange og usikker på mig selv, og ønskede bare at dø. Har aldrig oplevet noget mere ensomt end at ligge i en ambulance, mens sygeplejersken råbte: “Hendes puls falder!” Og jeg bare håbede at dette var enden på alting.

Heldigvis overlevede jeg. Heldigvis, for ellers havde jeg ikke mødt min dejlige kæreste som jeg har i dag.  Jeg havde ikke danset på en højtaler på Train i fuldskab på min 19årige fødselsdag og følt jeg stod på toppen af verden.

Jeg er stadig på mange måder som et barn, måske på grund af at jeg som barn og ung var stærkt psykisk syg og dermed gik glip af omverdenen. Jeg gik i en tåge, eller en drøm.

Det er der jeg ikke kan lade være at tænke på at jeg nok heller ikke ville kunne skrive som jeg gør i dag, hvis det ikke var på grund af alle de erfaringer jeg har med mig i bagagen. Jeg er 37, og føler mig tit som en på 80. Det er faktisk ret belastende skal jeg lige hilse og sige 😉

Men jeg lever, måske lever jeg nok på kanten af vanviddet, men jeg lever og det er for mig en sejr i sig selv, for min krop, sjæl og hjerte har kæmpet sig op til overfladen så uendeligt mange gange.
Jeg har virkeligt været helt der ude hvor alt bare var sort nat. Men med denne historie vil jeg prøve at sige, at man nogen gange er sin egen værste fjende, det er moralen. Og så er der fokus på mobning. Et betændt emne, der trænger så meget til at blive taget op igen og igen.

 

Det tynde bånd

Som et korthus styrtede alt mod afgrunden. Jeg havde lyst til at skrige, men skriget sad fast i min hals. Mit hoved hamrede mod glasset. Glasskår fløj omkring mig. Det eneste jeg kunne fokusere på, var de små glimt fra de mange skår. Små regnbuer syntes de at være. Uden om skyggerne, uden om alting anede jeg et skarpt lys brede sig ud over mit synsfelt for til sidst helt at blænde mig. Jeg mærkede, hvordan det trak op ad. Tankerne jog pludselig igennem mig. Havde jeg nu husket at sige til min bedste veninde, at hun gerne måtte få min sorte taske?! Suget trak mig op ad, og jeg kunne ikke gøre andet, end at lade mig rive med som en tøjdukke. Min krop ramte jorden. Det hele blev pludseligt sort. Hvor længe det var sådan, vidste jeg ikke. Men uanset hvad, havde jeg en følelse af, at tid ikke betød noget her. Hvor “her” så end var. Mørket omfavnede mig som en flagermus. Vingerne syntes at trække mig ned, for til sidst at drukne i et mørke. Jeg tumlede rundt i håb om, at det her bare var en drøm og om lidt ville nogen tænde lyset.

I mørket så jeg en skikkelse. Jeg mærkede, hvordan han tog fat i min hånd og jeg styrede som en robot efter ham. Bag ham var en port åben og lyset væltede ud. Langt borte hørte jeg nogen råbe, og blev revet væk. Det var, som om stemmen kom igennem et meget langt rør. Tynd, skrabende. Mine øjne begyndte at stille skarpt, og omgivelserne ændrede sig. Jeg lå på den våde jord, hvor regnen klaskede imod mit ansigt, og hele min krop skreg af smerte. Et ansigt tonede frem i mørket. Som knust i et skrig åbnede jeg de sprukne læber for at sige noget, men afbrudt af en virkelig stemme.

“Vi troede, du var død. Du har været ude for en bilulykke. Jeg er falck-redder, og hedder Mathias, hvad hedder du?”

Jeg kiggede forvirret op i den sorte himmel. Hans spørgsmål druknede i regnen. Pludselig erindrede jeg det. Billederne kom tilbage i små glimt. Jeg forsøgte igen at sige noget.

“Jeg tror, jeg har besøgt Skyggedalen, verdenen imellem”
Manden, der havde reddet mit liv, rystede bare på hovedet.

Falck-redderne kørte mig bort i ambulancen. Sirenerne druknede i regnens mumlen.

 

****************************************

Mød pigen Kristine Sommer, der lige er fyldt 15. Det hele starter ud med at hun flytter ind på en gård med sin irriterende storebror, og resten af familien. Men Kristine, er ikke nogen almindelig teenager. Hun er blevet meget tidlig voksen på grund af at hun har været vidne til en ulykke. Hun er følsom af natur, men har også let til latter. Kristine er ordblind. Det gør at hun føler sig anderledes. På den nye skole, begynder hun at blive mobbet på grund af hendes udfordringer. Det fører til at hun lukker sig mere og mere inde i sin egen fantasi verden, og af ren stædighed begynder hun at skrive digte og noveller, på trods af sin ordblindhed, hun kæmper.

Men undervejs bliver hun mere og mere indesluttet og begynder i alt hemmelighed at skade sig selv. Hun mister selvtilliden i takt med at hun kæmper med at være forelsket, have bumser, og i det hele taget at navigere rundt i det at være 15 år, og med et ben i en begyndende voksen verden.

Efter de er flyttet ind på gården, beslutter hun sig en dag, for at udforske den, og finder et værelse på gården der er fuldstændigt mørkelagt, selv når solen skinner ind. Hun finder senere ud af, at den bliver kaldt Skyggeværelset af samme årsag, men at der er noget mystisk ved den. Derinde finder hun nemlig Skyggedalen, verdenen imellem.

Inde i Skyggedalen møder hun spøgelset Daniel Frost som sidder fast i den verden, han kan ikke komme videre. Daniel er på samme alder som hende, og bærer på en hemmelighed. En hemmelighed der ødelægger både ham selv, men som også påvirker Kristines liv i stor grad. Det bliver en spændende rejse for Kristine, på mere end et plan.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *