Stormfuglens rejse

Succes oplevelse

 

For nogen tid siden holdt jeg mit første oplæg til et åbent møde i Århus om mit liv, min sygdom og mit forfatterskab og det var en success! Jeg er simpelthen så glad, da det var min første gang og det gik rigtigt godt, jeg var ret afslappet i min tale selvom jeg var nervøs. Folk stillede også nogle gode relevante spørgsmål og det var meget lærerigt. Så nu skal jeg helt klart ud at holde oplæg eller foredrag om mit liv. Jeg har videreudviklet mit oplæg her under og er slet ikke færdig endnu, men her kommer det altså.

 

Stormfuglens rejse

Præsentation

Mit navn er Shirley Ankerstjerne, jeg er 37 år og bor i Århus.  Jeg er forfatter og på førtidspension, grundet en sjælden lidelse ved navn Organisk hallucinose, som er en meget sjælden form for skizofreni. Organisk står for at det er fysisk relateret, dvs, jeg har en hjerneskade, der ligger til grund for det. Min hjerneskade er noget jeg er født med på grund af iltmangel ved fødslen, som har en hel historie for sig selv. Den har ramt både de kognitive funktioner, men primært de eksekutive funktioner.

 

Eksekutive funktioner er

 

  • Planlægning
  • Intentionalitet
  • Kontrol af adfærd og handlinger
  • Fleksibilitet
  • Beslutningstagning
  • Evnen til at bruge feedback
  • Dømmekraft
  • Selvmonitorering

 

Eksekutive funktioner kommer til udtryk ved, at man handler målrettet eller løser et problem. En person med en hjerneskade, der har påvirket de eksekutive funktioner, kan have svært ved fx at problemløse. Rutineskemaer kan derfor være en støtte fx  med at købe ind eller lave mad. Hvis personen ikke får støtte af rutinerne, kan det skabe problemer med handlingerne, der skal udføres.

 

Typiske følger ses i forhold til

 

Spontanitet og handlekraft: Personen tager ikke initiativ til handling og skal sættes i gang. Personen mangler drivkraft. Vedkommende kommer fx ikke i skole eller på arbejde. Personen kan også være apatisk og ikke bevæge sig eller ikke tale medmindre, vedkommende bliver spurgt.

Opmærksomhed: Der kan også være en tendens til, at personen lader sig aflede.

Fleksibilitet: Personen kan have en tendens til at gentage eller fortsætte en handling, som vedkommende er blevet bedt om at udføre, selvom den ikke længere er relevant.

Dømmekraft: Der kan opleves problemer med at vurdere og tilpasse sig personlige forhold.

Selvindsigt: Personen har ikke et realistisk billede af egne kompetencer.

Intentionalitet og planlægning: Personen kan have problemer med at tænke fremad.


Kilde: https://hjerneskade.kk.dk/artikel/eksekutive-funktioner

Organisk hallucinose – (Den psykiske del af det)

 

Hallucinose står for selve skizofreniformen så at sige, de hallucinationer/psykoser jeg led af. Og ja, den del skal vi lige snakke om. Hvad er psykose/skizofreni egentlig? Over ordnet set, er det at se og høre ting, der ikke er der/eksistere i virkeligheden, samt vrangforestillinger, hvor man f.eks tror noget om sig selv, som ikke er virkeligt. Et klassisk eksempel er dem, der tror de er fra det ydre rum, eller at de er jesus/gud eller konge. Sådan noget i den stil. I mit tilfælde, var det dog selve stemmer/syner jeg led af, altså selve hallucinationerne, og derfor også den diagnose jeg fik stillet tilbage i 2007.

Ligeså langt tilbage jeg kan huske, har jeg hørt stemmer, men som barn kaldte jeg det bare noget andet. Jeg kaldte det tanker der ikke var mine. Som barn var det dog mest nedsættende stemmer, der sagde til mig at jeg ikke var noget værd, og at jeg ikke fortjente noget godt. Dengang tænkte jeg ikke på det som stemmer. Det var først da jeg blev omkring de 19 år at det udviklede sig. Jeg blev opmærksom på at det ikke var normalt, og at det hed ”At høre stemmer”. Læg mærke til min sætning: Jeg havde seriøst gået i alle de år og troet at det var normalt, at have de stemmer. De var så stor en del af mig, og fyldte meget af min verden og mit liv. 

Det var også der jeg første gang hørte en stemme der råbte: ”Alle er dine fjender og ønsker dig død!”. Dengang forstod jeg slet ikke hvad det var stemmerne ville mig. Det var først mange år senere jeg fandt meningen bag det. Igennem stemmehørergrupper, samt min gamle Bostøtte Lene Sloth, plus min psykolog og mange andre, lærte jeg at mine stemmer var en del af mig, og at de havde et budskab.

Faktisk gik det op for mig at netop den stemme fra dengang havde ment, at jeg færdes i nogle dårlige miljøer, og i blandt mennesker som ikke var gode for mig. De var mine “fjender”.

Det var takket være en historie om en pige hvis stemmer havde sagt at hun skulle hoppe ud af vinduet, men i virkeligheden var det fordi hun isolerede sig, og at hun skulle gå ud og leve sit liv. Jeg tror på den dag i dag at stemmer er vores indre vejleder. I kender vel alle sammen det med at have en indre stemme. Det er der jeg vil hen.

 

Psykologens logiske svar på sjælens krise

Det der dog virkeligt har reddet mig er noget min psykolog engang sagde til mig. Det var den første gang jeg kom ind til ham, hvor jeg var selvmordstruet og psykotisk. Jeg sagde til ham: ”Jeg vil bare dø og finde glæde ro og fred på den anden side”. Hvor efter min psykolog spurgte tilbage på en meget logisk måde som han jo var: ”Jamen… Kan du da ikke bare finde glæden og roen her i livet?” Først flere år senere forstod jeg den sætning, og valgte at tage ansvar for mit eget liv. For hvorfor behøvede jeg at skulle dø, for at finde en verden uden smerte? Han havde jo ret. Jeg kunne vel lige så godt leve videre, og få det bedste ud af det, nu jeg var her.

At komme der til var ikke nogen nem vej at gå. Jeg har gået mange omveje, så at sige. Ad de omveje nåede jeg at runde over de 100 indlæggelser på både Psykiatriske afdelinger og Kommunehospitalet, grundet mine utallige selvmordsforsøg.

Som 19 årig startede jeg ud med at få diagnoserne: Borderline, OCD og spiseforstyrrelse. Borderline diagnosen viste sig senere hen at være en fejldiagnose. Dog først efter en længere kamp med systemet. Jeg oplevede at blive stemplet, og det ”Stempel” betød for mig at jeg i mange år følte mig usynlig, som om de ikke rigtigt så MIG, det menneske jeg var, med de problematikker jeg nu havde. Det var som om de kun så diagnosen. Jeg har oplevet eksempler som at sidde på psykiatrisk skadestue, bange og alene om mine stemmer. Jeg var nervøs og sad og kiggede rundt i rummet, lyttede for meget til stemmerne. De havde overtaget mit liv. I det jeg sidder og kigger rundt, spørger en ung mandlig overlæge mig: ”Sidder du og kigger sådan rundt i rummet, for at vise mig at du er psykotisk?”.

Med andre ord: Han så mig ikke, kun diagnosen.

Jeg har fået at vide jeg kun var ude på opmærksomhed, eller at jeg ikke kunne tillade mig at have det sådan eller sådan. Situationer hvor nære behandlere igen og igen valgte at se den anden vej. Enten var jeg for glad og dermed ikke syg og alt for selvstændig. Eller også var jeg for syg til at få hjælp. Det var PROVOKERENDE så ligeglade de var. Alt dette på grund af en diagnose. Og mig? Jeg har været tæt på at dø mange gange, ligget på intensiv, efterfølgende kommet ud på psykiatrisk skadestue med vagt på og alligevel blevet afvist. Jeg kunne have været død, men i sidste ende valgte jeg at leve, men det vender jeg lige tilbage til.

Hvad er meningen iøvrigt i punkt 1: At give en 19årig en borderline diagnose? Jeg var stadig ikke færdigudviklet i min personlighed. Idag, når jeg kigger i det berømte bakspejl, kan jeg se, at mange af de symptomer jeg led under den gang, ligeså meget også var det at være ung. Jeg var altså kun 19 år, og havde det svært psykisk. Jeg kom direkte fra et hjem hvor jeg havde set og oplevet ting, de fleste voksne ville skide i bukserne over (ja undskyld udtrykket!) – Men det var jo HELT naturligt, at jeg havde problemer i virkeligheden, især med de forudsætninger jeg havde, med en hjerneskade osv. Men de vælger så at behandle mig, give mig en diagnose, og ikke nok med det, at give mig både psykofarmaka (medicin imod skizofreni) – og lykkepiller.

Især det med medicinen kunne jeg godt have været for uden, men hvad blev der også af, at møde de unge der hvor de er? SE dem som det hele menneske de er, med den historie de bærer på, de følelser de bærer på, og ikke mindst alt det de gennemgår med et gigantisk følelseshav. Det er jo svært at navigere rundt i, og er helt naturligt, at man kan få det svært med det hele, og hvor fanden går man hen uden at blive stemplet i dag?

Idag er der jo et navn på alting. Det er både godt og skidt!

 

Hjemløs og ”Trappen”

 

Jeg ved ikke om i husker Trappen, som lå ved Vanggård Centeret i Århus Nord for en del år tilbage. Jeg gør i hvert fald. Det var et værested for hjemløse unge. Jeg blev hjemløs, fordi jeg ikke magtede mit eget hjem. Jeg spiste stort set ingenting og blev undervægtig, vejede omkring 44 kg i den periode. Fik ikke rigtigt nogen hjælp. Så jeg besluttede mig for at opsøge ”Trappen” som viste sig at være en kæmpe hjælp for mig. De lyttede og forstod. De andre unge, der gik der, vil jeg aldrig glemme. De var selv hver især i en svær situation i deres liv, og ofte tænker jeg på hvor de mon blev af. Jeg var hjemløs i ca et halvt års tid. Trappen måtte lukke på grund af besparelser. Jeg vil takke en særlig dame, nemlig hende der oprettede Trappen i sin tid. Jeg fandt aldrig ud af hvor hun forsvandt hen. Men tak for hende.

 

Den dag jeg valgte livet

 

Med de oplevelser i bagagen valgte jeg en dag at bryde ud af mit sygdoms mønster. Jeg blev træt af at være afhængig af andre folks hjælp. Jeg indså at i virkeligheden var der kun EN der kunne hjælpe mig, og det var mig. I alle de år havde jeg vandret rundt i en skygge fra de behandlere der ikke så mig. Nu var det på tide at jeg huskede min styrke, mine vinger. For i virkeligheden ville jeg kunne alt, hvis jeg bare huskede at jeg HAVDE de evner, evner til at komme videre i livet. I virkeligheden havde jeg glemt mine vinger. De vinger der faktisk bar mig igennem alt det her, den styrke jeg ikke selv kunne se jeg havde.

I 2012 flyttede jeg ud for mig selv efter at have boet i årevis på forskellige bosteder for psykisk syge. Hele den handling og det at lære at stå på egne ben, var en milepæl i mit liv. Et andet vendepunkt for mig var blandt andet også en kær veninde der sagde til mig: ”Alt den energi du bruger på at være negativ, og bruge tid på at være ked af det, tage ud på psykiatrisk skadestue og få trøst, måske endda have forsøgt at tage livet af dig selv inden osv i den dur. HVIS du kunne vende alt den energi du brugte på det, til noget positivt, ville du kunne flytte bjerge.

Det var det jeg formået, jeg vendte det på hovedet og så hele verden i et helt nyt perspektiv. Jeg flyttede bjerge.

 

Jeg er i dag stemmefri og i det hele taget symptomfri.

Men mit liv i dag er stadig op af bakke. Det er på nuværende tidspunkt i skrivende stund (D.9/9-2018) – Kun lidt over 4 måneder siden jeg kom ud af medicinen. Det er en kamp hver dag lige nu, fyldt med abstinenser, og at navigere rundt i alle de tanker, følelser og niveauer, der rent faktisk findes i en verden uden medicin. Men jeg kæmper, og giver IKKE op. I følge alle dem jeg har kendt igennem tiden, som er kommet ud af medicinen engang for alle, så skal jeg regne med MINDST et år, inden jeg bliver såkaldt normal igen…. Hvad det så end er 😉 Jeg vil skrive noget mere her på siden, både om hvordan det er at være medicinfri, men også om alle sådan nogle gode råd og tip, jeg godt selv kunne have brugt, både før, under og efter.

Jeg er i dag forfatter.

Jeg har selv udgivet to kortprosa digtsamlinger ved navn: Lyde under vand og en udvidet version af samme bog der hedder Flere virkeligheder af dig.

 

Min intro i Lyde under vand:

“Jeg er nede på bunden” Hendes stemme døde hen.

“Så klatre op til overfladen” Hviskede en stemme tilbage.

“Jeg er halvvejs, men kan ikke se dig mere”
Nu græd hun.

”Men du er en sommerfugl” sagde han
– “Hvorfor bruger du ikke dine vinger”?

 

Skrevet af Shirley Ankerstjerne

 

(TIL ALLE UNGE DERUDE) – Denne sang, siger mig noget om hvordan jeg i hvert fald selv havde det dengang.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *